Krea-værkstedet på Toppen og Repair Café Ebeltoft
Krea-værkstedet på Toppen:
Det kreative værksted på Toppen er et åbent tilbud for borgere i Syddjurs kommune, som har brug for indhold i hverdagen, savner fællesskab og som ønsker at hygge med andre i vores værksted.
Man behøver ikke at være kreativ, men kan også blot møde op for at nyde en kop gratis kaffe eller the og snakke med de andre brugere.
Aldersgruppen er fra 16 år og opefter.
I værkstedet er der mulighed for at arbejde med læder, male billeder, lave smykker, lave linoleum, hækle, strikke, lægge puslespil, spille brætspil og meget mere.
Værkstedets åbningstider er mandage og torsdag fra kl. 9-14.
Det er som udgangspunkt gratis at benytte Krea-værkstedet, dog kan der forekomme egenbetaling til de lidt dyrere materialer.
Du behøver ikke at tilmelde dig. Mød op på Toppen af Ebeltoft, Egedalsvej 5 i Ebeltoft i åbningstiden – hvor du vil blive guidet til værkstedet, og vi vil sørge for at tage godt imod dig.
Ring gerne til receptionen på Toppen af Ebeltoft på tlf. 86 34 20 53 eller skriv en mail til info@toppenafebeltoft.dk med dine kontakt oplysninger, hvis du har brug for at komme i kontakt med projektleder i Krea-værkstedet, Kamilla Hanberg.
Kreaværkstedet holder ferielukket fra 20. december til og med 1. januar. Åbner igen torsdag 2. januar kl. 9-14. Fra uge 2 2025 har Kreaværkstedet åbent mandag, onsdag og torsdag kl. 9-14.
Repair Café Ebeltoft:
Repair-cafeen holder åbent mandage i lige uger fra kl. 10 til ca. 13.
Det er frivillige ildsjæle, der står bag den arbejdende reparationscafé, der har til huse sammen med Krea-værkstedet på Toppen af Ebeltoft.
Repair-gutterne hjælper gerne med at reparere dine ting – ganske gratis. Deres mission er at gøre op med køb-nyt-smid-ud-mentaliteten.
Det er Hans-Jørgen Andersen og Ulrik Rasmussen, der er initiativtagere til at etablere en Repair Café i Ebeltoft. Formålet med Repair Cafeén er at fikse og reparere fx elektronik og møbler i stedet for at smide det ud. Man kan komme og være med som frivillig reparatør, eller man kan komme forbi med ting, man gerne vil have fikset.
”Vi håber, at mænd og kvinder, der kan lide at fikse ting ligesom, vi kan, har lyst til at komme og være med. Vores håb er, at der også dukker unge eller yngre op, som synes det her med at nørde reparationer er sjovt. Vi lærer meget gerne fra os, og glæder os til, at vi får nogle gode rammer at reparere ting i,” siger Hans Jørgen Andersen.
For de to initiativtagere handler det også om, at et lokalt sted, hvor der er fokus på at reparere frem for at smide ud, kan være med til sætte et positivt grønt aftryk:
“Vi smider alt for meget ud, det vil vi gerne være med til at modvirke ved at starte en Repair café i Ebeltoft. Det har vores by – og vores klode – i den grad brug for,” siger Ulrik Rasmussen.
Hvad er en Repair Café?
En Repair Café er et non profit initiativ, hvor frivillige ildsjæle mødes og tilbyder lokale borgere at reparere defekte genstande, som ellers var blevet smidt ud. Formålet er at reducere affald og hjælpe med at give defekte ting nyt liv fremfor at smide dem ud.
Repair Café Ebeltoft er en del af foreningen Repair Café Danmark.